Byggeprocessen

Sådan bliver dit drømmehus til

Et besøg på vores udstilling har måske gjort dig nysgerrig på, hvordan du får bygget dit drømmehus. Derfor kan du her læse om, hvordan byggeprocessen overordnet foregår. Selvom byggefirmaerne er forskellige, er processen nemlig mere eller mindre den samme, og dig og dine ønsker til dit hus er altid i centrum.

En byggeproces i 6 enkle trin

Overordnet består byggeprocessen af 6 faser.

1. Indledende møde

Første step på vejen mod dit drømmehus er, at du mødes med det byggefirma, der skal bygge dit hus. Sammen taler I om, hvilke ønsker og drømme du har til huset. Hvilken hustype skal det f.eks. være? Hvor stort skal huset være? Hvad er vigtigt at tage højde for i plantegningen osv.? Byggerådgiverne har bygget mange huse før dit, og de er derfor gode til at komme med idéer og inputs, som du måske ikke havde overvejet.

2. Dit hus tegnes, og materialerne vælges

Når I har fundet ud af, hvordan huset skal se ud, er det tid til at få tankerne omdannet til tegninger. Byggefirmaets arkitekter laver en skitse af, hvordan dit nye hus kan komme til at se ud. I er selvfølgelig løbende i tæt kontakt med hinanden, og tegningerne bliver tilrettet, indtil de lever op til dine ønsker og behov. Det er også her, du skal vælge materialerne til dit hus, f.eks. gulve og lofter. Du får samtidig et overblik over, hvad huset kommer til at koste.

3. Godkendelse og kontrakt

Når du har godkendt tegningerne, bliver der udarbejdet en kontrakt, som I sammen gennemgår. Når kontrakten er underskrevet, hjælper byggefirmaet med alt det praktiske, inden byggeriet kan igangsættes, f.eks. byggeansøgning og -tilladelse.

4. Byggeriet starter

Når byggetilladelsen er på plads, skal byggeriet igangsættes. Byggefirmaet planlægger byggeprocessen sammen med dig og afstemmer forventningerne til forløbet, så du kan føle dig tryg ved hele processen.

5. Du får nøglerne til dit nye hus

Huset står nu færdigt, men inden du får det overdraget, bliver det gennemgået for at sikre, at alt er, som det skal være.

6. Gennemgang efter 1 og 5 år

Dit hus bliver gennemgået 1 og 5 år efter, at du er flyttet ind. Her undersøges det, om der er fejl og mangler i huset, som ikke blev fundet, da du overtog huset. Er der noget, der skal udbedres, bliver det fikset hurtigst muligt. Gennemgangene tager ikke højde for almindeligt slid – fokus er på skjulte fejl og mangler.