Skal du bygge i et eller flere plan?

Byggegrunden

Den byggegrund du har valgt, er nok den vigtigste faktor, når du skal til at vælge hvilket hus, du vil bygge. Er grunden tilpas stor og flad, er et etplanshus oplagt, og du kan gå videre til at spekulere i hvordan huset skal vende og hvor på grunden, du vil have det placeret. Skal der for eksempel være en stor baghave med plads til børnenes leg og grill terrasse? Eller vil du have udendørs areal både for og bag? Her bør du også have med i dine overvejelser, hvor tæt og hvordan grunden ligger i forhold til nabogrundene.

Er det en mindre grund, eller vil du bare gerne have endnu mere have, kan du med fordel bygge i 2 plan. Samtidig har du bedre mulighed for at kunne nyde udsigten over området. En skrånende grund giver god mulighed for at lege med arkitekturen og bygge i forskudt plan eller få en underetage der er delvis kælder.

 

Smag og behov

Det handler selvfølgelig også om hvad man bedst kan lide, når man vælger sit hus. Mulighederne er mange, både hvad angår indretning og materialer, og det er en god idé, at besøge udstillingshuse for at se eksempler på nybyg. Her vil byggefirmaerne også være præsenteret og klar til at fortælle om deres huse.

Rent funktionelt handler det også om, hvad der passer bedst til dig og din familie. Etplanshuset er praktisk, og kvadratmeterne kan udnyttes optimalt. Samtidig gør det automatisk, at familien er tæt på hinanden, hvilket især er praktisk, når man har små børn.

Har man derimod en stor familie med teenagebørn eller børn med stor aldersforskel, kan flere etager være en fordel i forhold til støj og alenetid.

 

Økonomi og byggeregler

I et almindeligt parcelhuskvarter må man ifølge bygningsreglementet ikke bygge i mere end 2 plan og aldrig højere end 8,5 meter. Dog er der de sidste år blevet lempet en del på reglerne, hvilket ofte gør det muligt at bygge i to fulde etager. Uanset hvad, bør du også gennemlæse lokalplanen for udstykningen, for her kan der være flere retningslinjer for nybyg i området, som du er nødt til at rette dig efter. For eksempel kan der foreligge en restriktion i forhold til farve på taget eller type af mursten.

Rent økonomisk kan der være en besparelse ved at bygge i flere plan, da der skal støbes mindre fundament i forhold til antal kvadratmeter. Der kan også spares lidt på varmeudgiften, da varmen vil stige opad og reducere forbruget på 1. salen. Har du skrå vægge på øverste etage, giver det dekort i bebyggelsesprocenten, men til gengæld får du ikke lige så meget ud af de ekstra kvadratmeter.